SøgSitemapOm osOm GasteinFAQ

Gastein - en perle midt i Østrig...

Gastein er beliggende i hjertet af Østrig, knap 100 km sydvest for Salzburg og godt 200 km fra München - og let at komme til både i bil, med tog og med fly.
 
Om vinteren er Gastein et sneparadis med mere end 200 km pister og 90 km løjper i et alsidigt og afvekslende terræn, snesikkerhed og Alpernes mest moderne liftsystem. Om sommeren er Gastein et oplagt rejsemål for vandring og cykling i bjergene. Og hele året rundt er Gastein - som et berømt og gammelt spa & kursted - et ideelt sted for afslapning og et revitaliserende ophold med varme kilder, termalbade og en række wellness muligheder.
 
Gastein er kendetegnet ved frisk luft og hyggelige og charmerende byer, der ligger som perler på en snor i en ca. 20 km lang dal. De 3 byer har hver især meget at byde på, og de er helt forskellige.
 
Det er nok Bad Gastein, der er mest kendt i Danmark.
 
Bad Gastein er et berømt kursted fra Belle Époque tiden. Kilderne med termalvand skabte de ideelle rammer for en celeber kurby, besøgt af kejser- og kongehuse. Byen, der er beliggende i 1000 meters højde og i et meget kuperet terræn, er bygget op ad en klippevæg.
 
Normalt tager man på udflugt for at se et vandfald - men det behøver man ikke i Bad Gastein. Gennem byens centrum bruser det kendte vandfald, Gasteiner Ache.
 
Man fornemmer det historiske vingesus i Bad Gastein med de gamle, aristokratiske bygninger, og udsigten fra byen udover dalen og til bjergene er betagende.
 
Bad Hofgastein er lidt større og mere moderne end Bad Gastein og et midtpunkt i dalen.
 
Bad Hofgastein, der ligeledes er en kendt kurby, er beliggende, hvor dalen er bredest og mest solrig og med en betagende udsigt til bjergene. Byens centrum er omgivet af hyggelige gågader med butikker og cafeer.

Dorfgastein er beliggende lige ved indgangen til dalen og er en hyggelig, autentisk, charmerede og idyllisk landsby med en betagende udsigt til bjergene.

Fra alle byerne er der direkte adgang til lifter og nem adgang til dalens øvrige mangfoldige faciliteter. Og det er nemt at komme fra den ene by til den anden med bil eller bus.

Her på siderne kan du læse meget mere om de talrige muligheder i Gastein igennem hele året ved at klikke dig frem i bjælken øverst på siden.
 
Med sin placering i hjertet af Centraleuropa byder Gastein også på en række spændende udflugtsmål, både i umiddelbar nærhed af Gastein - som Salzburg og verdens største ishuler - og lidt længere fra som Venedig, der kun ligger godt 400 km fra Gastein. 





Gastein for Scandinavia - Stenosgade 10 , 5230 Odense M - Tlf. +45 40212062 - info@gasteinforscandinavia.com Vilkår og regler - Feedback